• cropped-1-IMG_1670-0012.jpg

  
Tre dage er alt for lidt til at se Sydney, så vi må prioritere benhårdt i hvad vi gerne vil nå. I den proces blev rundturen i Operahuset og udkigsplatformen på Sydney Harbour Bridge fravalgt til fordel for en tur til bydelene Surrey Hills og Paddington, den storslåede 6 km lange gåtur langs kysten fra verdensberømte Bondi Beach til Coogee og til sidst en lille rundtur på Sydney University Campus som blev brugt som inspiration til Harry Potter filmene. 

 

   

  

    
Man har ikke rigtig set Sydney før man har også har set den fra vandsiden og fra et af de mange udsigtspunkter som de omkringliggende forstæder tilbyder. Så andendagen blev brugt til netop det. Da vi havde fået så meget ud af vores første dag på cykel sammen med Graeme fra Bikebuffs, havde vi hooket op med ham igen for at tage os med på en cykeltur til Manly og udsigtspunktet North Head hvor der også spottes hvaler engang imellem i sæsonen. ( I Sydney er sæsonen for at se hvaler april til december fordelt over to perioder, når hvalerne drager nordpå for at kælve og senere på året når de drager sydpå igen. Lav et googlecheck hvis du skal afsted og vil vide hvornår det bedste tidspunkt for hvaler er. Hvalerne kan faktisk ses på hele den australske østkyst – blot på forskellige tidspunkter på året).

  
Turen startede med den 30 minutter skønne færgetur fra Circular Quay i The Rocks til Manly, en stor halvø nord for City, på den anden side af bugten. Vandet og de små bugter er unægtelig noget af det der gør Sydney til en af verdens smukkeste byer og heldigvis er der rige muligheder for at betragte byen fra denne side med de mange færger og vandtaxis.

  
Manly er et skønt sted med skønne små strande, smuk natur og en hyggelig og charmerende by. Og så tilbyder halvøen også en fantastisk udsigt over bugten med hele Sydneys skyline i baggrunden fra udsigtspunktet North Head, som er en lang strækning der kan foretages enten på cykel eller gåben (hvis man går, kan man parkere et pænt stykke op og gå resten af vejen). Det er absolut anstrengelserne værd. 

  
Vi var også heldige at se en hval!! Den legede mellem en 4-8 små både en 500-1000 meter fra kysten. Graeme havde en kikkert med så vi fik alle set det smukke syn! Men desværre var kameralinsen ikke go nok til at fange det.
Efter turen til North Head cyklede vi ad bakkede og mondæne beboelsesområder til Shelley Beach hvor vi fik os en dukkert. Skønt! Svært var det dog også at udsætte noget på denne vintersøndag i starten af august med temperaturer på 25 grader, solskin, ingen vind og en vandtemperatur på næsten 18 grader. 
  
Turen sluttede af med en dejlig cykeltur til bugtens anden side hvor talrige surfere lå og padlede tålmodigt i vandet for at fange den næste bølge, en lækker frokost på The Pantry Manly med udsigt over stranden og en tur ned gennem byens travle hovedstrøg og ned til færgen.
Færgeturen tilbage til City og Circular Quay var intet mindre end spektakulær i den lavthængende vintereftermiddagsol og med byens varetegn smukt beliggende i fronten. Wauw!

    
Man kan sagtens selv leje cykler, udstyre sig med et kort og foretage turen på egen hånd. Og selv om vi normalt er til at gøre ting på egen hånd, faldt vi for Graemes evne til fortælle om byen og dens historie og så tager han aldrig afsted i store grupper. Begge dage vi var med ham, var det kun os fire, hvilket han var god til at udnytte til at målrette turen til vores ønsker.

www.bikebuffs.au.com

  
Wauw – sikken en by! Og sikken et vejr – vi ankommer en fredag eftermiddag i starten af august og bliver hilst velkommen med udsigten til 4 dages sol og dagtemperaturer på 20-25 grader! 

Første indtryk af byen får vi allerede på vejen ind til hotellet i City fra lufthavnen, (ca. 35 AUD) hvor vi har fornøjelsen af en skøn indisk chauffør som har boet i Sydney i 16 år. Han fortæller belevent og på perfekt engelsk om sin og konens ferie i Japan fornyeligt. Han perspektiverer de to kulturer og samfund som er så forskellige og som alligevel fungerer så godt sammen i en storby som Sydney hvor en stor del af indbyggerne har en asiatisk baggrund (heraf de fleste dog fra Kina og ikke Japan). 

Den første aften bliver vi i det asiatiske hjørne og spiser på en af byens ældste og bedste thai restauranter, Sailors Thai i den gamle, hyggelige bydel The Rocks hvor man føler sig hensat til en gammel engelsk havneby med klassiske engelske 2-3 etagers huse, travle pubs og en havnekaj nærmest hvorhen man kigger.   

På andendagen har vi en aftale m Graeme fra Bikebuffs. Han skal vise os byen på en 6 timers cykelrundtur. Vi har kommunikeret med ham via telefon, mail og SMS og havde forventet at møde en ung gut i 20’erne, men han viser sig at være den skønneste pensionerede (68 år) mand med en fantastisk humor og en solid finger på byens puls. De næste timer guider han os rundt i byen til de verdenskendte landmarks, samt små lokale, listige steder som man aldrig ville have fundet selv, mens han entusiastisk fortæller om byen og dens historie. Han svinger også lige forbi pubben hvor Mary og Frederik mødte hinanden. Sjovt at tænke på hvordan et rigtigt eventyr kan starte sådan et helt almindeligt sted.   

Turen inkluderer to ture over Sydney Harbour Bridge samt mange små stops hvor han tager billeder af os (som han senere mailer), samt et formiddags kaffestop på en cool cykelcafe (trend med at kombinere cykelværksted med cafe), frokost på en lokal og meget urban italiensk cafe og grønthandel samt et eftermiddags pitstop på byens bedste isbar! Jo, Graeme har i sandhed øje for byens lækreste og mest cool udbud af fristelser!     

Samtidig har han en evne til at inddrage alle i familien og da vi siger farvel efter 6,5 timer er det som om vi har kendt hinanden længe og ingen af os har lyst til at turen skal ende.   

Fakta:

Bikebuffs: http://bikebuffs.com.au

Cykelcafe:

Italiensk cafe: Fratelli Fresh, 11 Bridge Street

Isbar: ligger i The Star som er både et moderne food court (lækkert), casino og hotel. http://www.star.com.au/sydney-restaurants/casual-dining/Pages/food-quarter.aspx

  
Palm Cove er en af Cairns mange strandområder nord for byen. Området består primært af en strandpromenade m hyggelige restauranter, hotellejligheder og lidt butikker. For enden ligger campingpladsen Palm Cove Holiday Park hvor vi boede de sidste to nætter inden turen fortsatte til New South Wales og Sydney. Området er meget turistet men alligevel med en hyggelig og laid back stemning. Dog må man forberede sig på et prisniveau der ligger en ca. 30% over andre steder – i hvert fald på restauranterne.

 
Da vejret ikke var det allerbedste (halvskyet med byger, men dog en 25 grader) besluttede vi os for en tur i Cairns Tropical Zoo for at se koalaerne og emuen som vel nærmest er de eneste dyr vi ikke har set i naturen. Et godt tip er at komme når de åbner kl 8.30. Så kan man følge dyrepasserne rundt på morgenfodring mens de fortæller om de forskellige dyr. Og få del i dagens første “koala hugging” session som vi selvfølgelig også faldt lige i og pigerne blev fotograferet mens de krammede en koala! En turistfælde ja, men det var en stor oplevelse og som de fleste andre, forelskede vi os straks i det truede, nuttede lille pelsdyr.
  
  
  
Kænguruerne kunne vi håndfodre og dyrepasseren fortalte lidt om landets nationalsymbol nr. et. Blandt andet hvordan kænguruen kom til at hedde en “Kangaroo”. Historien går, at da de britiske kolonister for første gang er i kontakt med aboriginerne, spørger de disse hvad dyret hedder, hvorefter de indfødte svarer “Kangaroo”. Det er dog ikke navnet på dyret, men derimod “vi forstår ikke” på deres sprog. Ja, kommunikation er i sandhed en svær ting. Specielt mellem to så forskellige kulturer hvilket man desværre ofte bliver vidne til i landet, hvor det først er inden for de sidste 30-40 år at de indfødte har fået en form for undskyldning og forsøg på at gøre uret ret ved at give landområder tilbage etc. Det er dog svært at rette op på over 200 års overherredømme og mange indfødte er tabte i det australske velfærdssystem. Er man interesseret i hvordan aboriginerne levede i stammesamfund, kan det anbefales at læse Marlo Morgans “Det ægte folk”. Den handler om hendes (amerikansk læge) personlige oplevelser på en 4 måneders vandring med en aboriginal stamme som indlemmer hende i alle deres ritualer og “Way of Life”. En meget fascinerende og bevægende historie!

Indrømmet – vi har faktisk aldrig været på en dansk campingplads, men kan dårligt forestille at vi kan matche australierne når det kommer til størrelsen på både campingvogn og bil. Men det er vel heller ikke så mærkeligt når nu Australien er ca 180 gange større end lille Danevang! Rigtig mange australiere (primært pensionister) bruger mange måneder på de australske veje for at se det fantastiske land der strækker sig over tre klimazoner. Store dele af de indre egne foregår på grusveje som kræver sit køretøj. Mange australiere er kuldeforskrækkede og spenderer vinteren i det tropiske nord for at bevæge sig sydpå som sommeren kommer. 
Her er lidt indtryk fra forskellige campingpladser i Kakadu National Park og Queensland.
  

  

  

  

  

  

Og så vores egne, to camper vans:

  

  
Den første, en Toyota Land Cruiser var perfekt til outbacken men det kræver lidt at slå teltet op og ned  – specielt hvis man som os, skulle til et nyt sted hver dag!

Den anden, en Toyota Hiace, var for lille. Så selvom den var billig, vil vi næste gang bruge penge på en større model😉 

Australiens største national park og på World Heritage listen, Kakadu National Park i delstaten, Northern Territory, får med det samme tankerne tilbage til Mick Dundee, Wally og de andre “lads” fra filmene Crocodile Dundee. Det er en fantastisk naturoplevelse – specielt hvis man tager sig god tid, samt investerer i en 4wd camper van, som sikrer at man også kan komme til parkens mest afsidiges områder hvor oplevelserne er desto mere storslåede. Områdemæssigt taler vi om ægte outback på størrelse med Wales, så en smule planlægning er guld værd hvis du vil bruge tiden rigtigt. Vi havde vores Toyota Landcruiser camper van i 5 dage og optimalt kunne vi godt have brugt en dag mere.     

Vi landede i Darwin først på aftenen og måtte derfor tage en overnatning her inden outback-eventyret kunne begynde. For at give pigerne en forsmag på det ægte backpackerliv, indlogerede vi os på et af Darwins mange backpacker hostels – en sjov oplevelse hvor de voksne i familien tænkte tilbage på egne skægge minder mens børnene med glæde i øjnene tænkte sig frem til hvornår og med hvem de skulle komme tilbage.
Kakadu National Park ligger ca 150 km fra Darwin. Der er to High ways hvor kørselsforholdene er fine. Derudover er der en række mindre veje hvor man også fint kommer frem i almindelig bil og så er der grusvejene hvor en 4wd er nødvendig. Og lad det være sagt med det samme – BIGGER IS BETTER i dette terræn og der går nok 1 almindelig bil på 10 4wd’ere – alle kører 4wd – have one or be square! Et andet godt råd er at beregne rigtig go tid fra et sted til et andet – det er måske kun 5 km men kan sagtens tage en halv times tid at tilbagelægge!
Outback tilvænning for byfolk
En campingplads med moderne bekvemmeligheder ved Yellow River i den nordlige ende af nationalparken blev tilholdsstedet for ilddåben med at omdanne vores 4wd, som vi døbte Liz, til et hjem. Som forventet var det ikke uden startvanskeligheder og familiens samarbejdsevner blev sat på prøve, men efter en god times cross fit lignende øvelser stod hun der og vi sov skønt!

  
Tidligt næste morgen var vi på solopgangscruise på Yellow River. En virkelig smuk naturoplevelse. Guiden berigede os med stor indsigt i Parkens enestående fugleliv som vi oplevede i rigt mål mens solen stod op, men det mest spændende var nu farerne som lurede lige i vandoverfladen næsten lige meget hvor vi kiggede hen. Og jo mere trænede øjet blev, jo flere blev farerne og snart så vi både ferskvands og saltvandskrododiller der dovent stod op til endnu en varm dag i Kakadu. Saltvandskrododillen er verdens største krybdyr. Den kan blive op til 70 år, måle 8 meter og veje 1000 kg. Dens bid er 4 gange så stærkt som en løves og så er den aggressiv i sin adfærd – ikke så sært at myndighederne gør et stort nummer ud af at advare turisterne om farerne ved at nærme sig floder og vand generelt i Kakadu!
Den største vi så denne morgen på floden var en karl på ca 4 meter som svømmede parallelt med vores båd et par minutter inden den dykkede ned og spor- og lydløst forsvandt.

Koolpin Gorge

Nu skulle vi så forestille at være outback tilvænnede og denne prøve skulle bestås allerede på anden dagen hvor vi havde søgt om “permit” til et område i den sydlige ende af parken, Koolpin Gorge. Kun 40 personer er tilladt i området ad gangen så dette er virkelig en suveræn mulighed for at opleve naturen uden turistbusser og alt for mange mennesker! Vi havde søgt om adgang i 24 timer og vi ville gerne være blevet i 48 – det var virkelig et magisk sted! Med gode vandresko kan man vandre og klatre sig til en enestående udsigt over Parkens sydlige bjergryg samt de naturlige “plunge pools” hvoraf de øverste er “croc free” og dermed en forfriskende mulighed for et bad!
  
  
Ansøgningen kan gøres hjemmefra via dette link:
http://www.environment.gov.au/resource/access-jarrangbarnmi-koolpin-gorge


Maguk

Dejligt sted lige uden for Koopin Gorge med mulighed for vandretur gennem regnskoven til en stor plunge pool med vandfald – også til at svømme i! Og en hyggelig campingplads med toiletadgang hvor vi fik os en af de aftener man bare husker for evigt med dybe og eksistentielle snakke rundt om bålet og Mælkevejen foroven til at sætte tingene i rette perspektiv.
  
  
Aboriginal art
Sidste dag brugte vi i Noorlangie hvor der er en imponerende samling af hulemalerier der er mellem 2000-10.000 år gamle. Det er fantastisk at gå i dette landskab og forestille sig hvordan et af Jordens første folk har beboet disse vanskeligt fremkommelige og ufrugtbare egne.
  

Vores egentlige rejsedestination er Australien, men for at komme ned i gear, vænne os til varmen og tidsforskellen, valgte vi at tage via Bali og blive der i 8 dage. Her følger et bud på hvordan man kan bruge 8 dage på Bali.

Vi landede om morgenen og blev hentet i lufthavnen og kørt til vores hotel i Canggu, Ngeluwungan Villas, cirka 18 km vest for lufthavnen. Det er et dejligt lille sted med plads til ca 16 gæster tæt på surf stranden Echo Beach. Vi fik morgenmad da vi ankom efter næsten halvanden times kørsel på trods af de kun cirka 18 km. Trafikken er kaotisk og massiv på den sydlige side af øen! Ngeluwungan Villas ejes af australieren, Chris – en rigtig outback australsk type men med hjertet på det rette sted. Som gæst føler man sig virkelig speciel og der er ikke den ting som ikke kan lade sig gøre. Chris arrangerer individuelle ture rundt på øen med en af stedets 4 chauffører til rimelige priser. Derudover, og det er her at stedet virkelig scorer højt på tilfredshedsskalaen, har Chris 4 medlemskaber til den lækreste Beach Club, Finns Beach Club, hvor man som gæst kan blive kørt til. (Se indlægget om Finns Beach Club hvis du vil vide mere)  

 Efter 1 døgn i Canggu, blev vi hentet af vores chauffør. Han tog os ud på en hyggelig tur fra syd til Lovina i nord med planlagte stop på turen. Første stop var på en kaffeplantage hvor vi fik en times gennemgang af diverse frugter og planter som fandtes på plantagen efterfulgt af smagsprøver på en masse forskellig kaffe, heriblandt den berømte Luwak kaffe, samt en masse skønne theer lavet på frugter og rødder. Luwak kaffe er lavet på bønner som har været igennem fordøjelses-systemet på en slags gnaver, luwaken, hvorefter de stadig hele bønner er vasket og renset og herefter malet i hånden med en morter. Bønnerne kan være fra en blanding af både robusta, arabica og balienske kaffebønner som er meget milde. Resultatet er en utrolig lækker kaffe fuld af smag og uden bitterhed. Prisen er også til at føle på – en pakke med bønner til 5 kopper koster ca. 90kr.   

 

Herefter gik turen til templet for vandgudinden Dewi Danu, Ulun Danu ved Lake Bratan, hvor et brudepar blev foreviget i en af de lokale både.  

Til sidst stoppede vi ved vandfaldet Git Git.  

Efter en næsten 6 timers tur gennem bjerge, regnskov, rismarker og små landsbyer kom vi endelig til vores hyggelige hotel i Lovina, Rumah Cantik, som et ejet af det dansk/balinesiske par, Jette og Made. Vi havde set utrolig meget frem til dette ophold idet vi allerede følte at vi kendte Jette. Igennem utallige emails med tusinde spørgsmål fra vores side, havde Jette ageret turistguide og foreslået en masse ting vi kunne foretage os. Så forventningerne var skyhøje og heldigvis blev de fuldt ud indfriet! Med to “huse” med 2 store værelser, et på hver etage, huser Rumah Cantik mellem 8 – 16 gæster. (Vi havde øverste etage og kunne uden problemer sagtens være 2 voksne og 2 børn). Morgenmaden som på sædvanlig Balistyle består af frisk frugt, friskpresset juice, bacon og æg, hjemmebagt brød, samt the eller kaffe kan nydes hvor man har lyst; på egen terrasse, i den balinesiske pavillon, eller ved et bord i den tropiske have ved poolen. Servicen er i top og personalet er utrolig søde. De kan alles navne ved ankomst og herefter bliver man altid tiltalt ved sit fornavn – dejligt hjemligt og i den grad personligt!   

  
Den første dag brugte vi ved poolen, fik massage i balen  (fantastisk) og lod personalet tilberede et let indonesisk måltid til aften. Der er ikke en decideret restaurant på stedet, men personalet kan tilberede frugt, pandekager, sandwich, omeletter o. lign. til gæsterne indtil kl 23 om aftenen. På dag 2 var vi på en fantastisk heldags trekkingtur som beskrevet i et tidligere indlæg. På 3. dagen var vi på delfinsafari. 

  
Lovina er kendt for deres delfiner som holder til blot et kvarters sejlads fra kysten og dem skulle vi naturligvis se. Turen med en lokal fisker foregår ved solopgang ca kl. 06.00. Det er utrolig smukt at se solen stå op over bjergene og regnskoven hvilket i sig selv er turen værd (koster ca. 50kr per person) Delfiner så vi også – ikke i det omfang vi havde håbet på og generelt var der alt for mange både derude med samme mission, hvilket gjorde oplevelsen mindre speciel og  autentisk. Men dog stadig en tur vi kan anbefale. Hjemme igen kl 9.00 på hotellet fik vi serveret morgenmad inden dagen igen bød på massage, afslapning ved poolen etc. 

   
 Sidste nat i Lovina inden vi stod op kl 02.00 for at bestige vulkanen Mt Batur og stå på toppen ved solopgang – denne tur kan man læse om i et tidligere indlæg.

Efter den strabasserende tur op og ned af vulkanen blev vi kørt til Balis kunsteriske centrum, Ubud, hvor vi tilbragte de sidste to døgn. Hvis man kun færdes på de større veje i byen kan det være svært at se charmen ved byen. Heldigvis skal man ikke mere end blot et stykke ned ad de små sidegader inden det originale og hyggelige liv igen viser sig.

Når man som rejsende ankommer til Bali er trafikken – for udenforstående – kaotisk, hektisk og direkte livstruende noget af det første man bemærker. Dernæst er det de små bladbakker der er lavet dagligt og kan indeholde f.eks. blomster, ris, kager, salt, og selv cigaretter og kaffe. De er anvist med brændende røgelsespinde og stænket med vievand ikke mindre end tre gange om dagen, før hvert måltid. De fineste af dem står på hinduiske husaltere eller andre steder og er tiltænkt guderne, mens dem på jorden ofte indeholder visne blomster eller fordærvet mad er tiltænkt de onde ånder eller dæmonerne. 

På hotellet i Lovina fandt vi en børnebog som på en overskuelig og fin måde fortæller lidt om balinesisk kultur. Den hedder “My Life in Bali” og er en fortælling af den balinesisk dreng Made som sammenligner balinesisk kultur med vores i vesten.

Han fortæller blandt andet hvordan balineserne ser på verden og menneskets rolle i universet, illustreret på følgende måde

  

 Vi mennesker har kun jorden til låns. Den tilhører guderne og åndernes forfædre, som har givet os lov til at leve på jorden, men til gengæld skal vi sørge for at holde jorden i balance. På billedet illustreres hvordan jorden hviler på en stor skildpadde der hedder Bedawang. Rundt om den snor sig to gigantiske beskyttende slanger kaldet Nagas. Højt ovenover jorden ses vulkanen Agung (den højeste vulkan på Bali) hvor guderne og ånderne holder til. Den midterste del er den del vi mennesker har til låns. Her findes der både godt og ondt og vi må lære at leve med begge dele. Derfor ofrer balineserne både til guderne og til de onde ånder. Når der f.eks er jordskælv på jorden skyldes det at de onde ånder får skildpadden til at bevæge sig og vi mennesker må lave en masse larm for at få de to beskyttende slanger til at holde skildpadden i ro igen. 

  Bali er en lomme af hinduistisk kultur og religion hvor troen på reinkarnation  er en vigtig bestanddel i deres livsanskuelse og i håbet om et bedre liv efter dette på jorden, forsøger balineserne at leve i god harmoni med sig selv og deres omgivelser. De har en nærmest animistisk tro – at hvert et træ og hver en sten har sin egen sjæl. Det kunne vi godt lære lidt af!

De er samtidig enormt smilende, nysgerrige og meget imøde-kommende. De er arbejdsomme, ihærdige og knokler fra tidlig morgen til sent aften men virker på ingen måde stressede som vi kender det fra den vestlige verden. Det er derfor virkelig dejligt at være turist på Bali for hele deres væremåde smitter hurtigt af.

   
Idag, d. 15. juli fejres der Galungan, en af de største højtider på Bali, som markerer balinesernes gamle kalender hvor året har 210 dage. Galungan fejres hvert år på den 210ende dag med flotte udsmykninger i gaderne. Familierne mødes og spiser sammen. Tidligt på morgenen mødte vi blandt andre disse to smukke piger på vej til Galungan fejring.  

Biler er kostbare og de beskyttes også med offergaver på sådan en dag.  

Balineserne praktiserer deres tro overalt og ikke kun på særligt religiøse steder. 

 

Vi havde en fantastisk heldags trekking tur med en kvindelig entrepreneur og guide, Wayan. Vi blev hentet på vores hotel om morgenen kl 8.30 og kørt en times tid længere ud på nordøstbali. Her startede trekkingturen med en hyggelig gåtur gennem regnskov med kaffeplanter, kakao, nellike, mangosteen, papaya og en masse andre eksotiske træer. Her i juli er det nellikesæson og der ligger nelliker til tøre på enhver terrasse. Med hjælp fra en lokal dreng fik vi også fat på et par modne cacaofrugter og vi suttede løs på de lækre bønner inden i frugten – most delicious!  

 Her ses nelliker til tørre – de er grøngule når de plukkes.  

Herefter gik turen gennem de smukkeste risterrasser – og vi stoppede hos en risbonde som nærmest fløj op og ned af en ca 25 m kokospalme for at hente frugten til os.   

De høster ris 3 gange om året og alt foregår ved håndkraft. Risen gødes når det er plantet ud hvorefter planterne skal stå under vand de første uger. Vandet kommer fra de omkringliggende bjerge og ledes ad sindrige systemet ned gennem terrasserne.

 

Risen såes helt tæt og plantes herefter ud i snorlige rækker på de omkringliggende terrasser.  



LEMULKEH VANDFALDENE

Turen fortsatte ned ad turens mest krævende del, en ca 90 meters nedstigning gennem regnskoven til en gruppe af store vandfald, Lemulkeh. Men al pusten og stønnen værd, var det at kaste sig ind i de forfriskende og kølige kaskader af vand! 

 
 

Turen sluttede med Wayans lækre hjemmelavede balinesiske mad inden turen gik tilbage til Lovina og det dansk/balinesisk ejede hotel, Rumah Cantik, som vi fortæller om i et andet indlæg – det er nemlig balsam for sjælen at bo hos Jette og Made!

Skal du til Nordbali kan du checke trekking turen ud med Wayan her:

http://www.wonderfulbali.com/bali-jungle-trekking/#sidr-main

Op kl 02.00, 2 timers kørsel og så 2 timers trekking til toppen af vulkanen Batur. Pyha, det holdt hårdt. Jette fra vores hotel Rumah Cantik i Lovina havde arrangeret at deres faste chauffør, Putu, kørte os i buldermørke ad krogede veje til foden af vulkanen. Her mødte vi Wayan, vores guide, der førte os op af vulkanen, stadigvæk i sort mørke. VI havde ikke mere end tændt pandelamperne før vi løb ind i en slange som krydsede stien. Den havde jo ikke andet at se på end lyset fra vores lommelygter, så den syntes vi var spændende – yikes! Men op skulle vi jo, så vi sank en klump og fortsatte hele vejen, uden yderligere ubehagelige stop end når pusten løb ud – der er møg-stejlt. Aldersgrænsen er 12 år for at bestige vulkanen, så Laura kom lige med, men klarede det nærmest bedst af os alle – kombinationen af lav vægt og gode danse-ben er smart når man skal opad. image

Som sagt var der helt mørkt, men vi lavede et par film undervejs – de kommer på senere. På toppen var der overskyet, så ingen solopgang til os, men en time senere forsvandt skyerne og vi kunne nu nyde udsigten som er fantastisk. På billedet herover er området til højre sort – det er afbrændingen fra sidste udbrud fra 1965 – “it lives!”

Nedstigningen foregik i fin stil og i lys. Vores guide snakkede noget om en nemmere vej ned som han kun ville have 150 kroner for at tage os via – vi “roste” ham for salgsforsøget og bad om den samme vej ned som vi kom af. Til sidste kom vi alligevel ned af “den nemme” – måske havde vores iøvrigt gode guide selv mere lyst til denne..

image

Ingen græd eller faldt på nedstigningen, men et par glideture blev det da til :-)